Aktuelt

Vi opruster med ny Projekt- og Arkitektrådgiver

Med ansættelsen af Kim Holm Rodemund får vi en rådgiver, der har stor erfaring med håndtering af projekter, der kræver en stor teknisk viden. Med sin baggrund som tømrer og ansættelser i lignende stillinger fra andre store koncerner har Kim hurtigt fundet sig til rette i sit nye job.

Ansættelsen af Kim Holm Rodemund var en beslutning, der lå lige til højrebenet, hvis man spørger vores Salgsdirektør Lars Nygaard:

- Kim var et naturligt valgt til denne rolle, hvor han kommer med stor erfaring fra danske afdelinger i store internationale koncerner, som os selv. Vi er rigtig glade for at have fået tilført så stærkt et aktiv, der kan bidrage til innovative og tekniske løsninger. Samtidig har Kim et indgående kendskab til branchen, hvor han er vant til at arbejde tæt sammen med alt fra arkitekter og rådgivere til bygherre samt entreprenører.

Kim er da også selv glad for sin nye arbejdsplads, hvor han allerede i sin korte ansættelse er blevet bekræftet i, at der er handlekraft bag ordene fra ledelsen.

- For mig var det essentielt, at der var styr på organisationen hele vejen rundt. Jeg er af den overbevisning, at den forrest frontsoldat kun kan lykkes, hvis alle afdelinger og teams bag ham er kvalificerede og strømlinede. Efter møderne med Lars gik jeg ud med troen på, at det var tilfældet hos Xella, hvilket da også allerede er kommet til udtryk i praksis, siger Kim Holm Rodemund og afslutter:

- Derudover har jeg kunnet se på tidligere og igangværende projekter, at Xella Danmark er i stand til at løfte kundernes mange forskelligartede udfordringer i praksis. Organisationen tillader, at der er rum og ressourcer til at fordybe sig samt løfte visioner fra idé til handling.

Kim er gift og har fire børn, bor i Vemmelev og er meget aktiv i den lokale fodboldklub, hvor han er sportschef samt næstformand og fodboldtræner, med erfaring på det 29. år.