Aktuelt

Træ, isolering og gips erstattes af bæredygtige byggeblokke i rækkehuse ud til Storebælt

En klynge nybyggede rækkehuse bygget i YTONG Energy+ porebetonblokke står lige straks færdig til udlejning i det naturskønne område Reersø lidt udenfor Gørlev. Oprindeligt skulle de have været bygget i andre materialer, men prisstigninger og øget leveringstid gjorde det nødvendigt at se på alternativerne. Byggeblokkene har dog overrasket så positivt i forhold til økonomi, bæredygtighed og produktivitet, at de ikke bare var en erstatning, men en forbedring.  

Byggeprocessen for de fire nybyggede rækkehuse på halvøen Reersø i Storebælt er kommet til at se markant anderledes ud end først planlagt. Det var nemlig meningen, at husene skulle have været konstrueret af træskelet med fibergipsplader og isolering. Da så priser og leveringstid på materialer pludselig steg, stod bygherren ScanEstate med en udfordring. Løsningen kom i form af YTONG Energy+ porebetonblokken.  

- Vi havde egentlig tænkt os at anvende de samme byggematerialer som ved tidligere projekter, men træ er steget så voldsomt i pris, at vi var nødt til at undersøge alternativerne – højere byggeomkostninger medfører jo desværre ikke en højere lejeindtægt for boligerne. Så kom YTONG Energy+ på banen, og det viste sig at være et rigtig spændende alternativ, siger Thomas Andersen, medejer af ScanEstate, der ejer og skal udleje de nybyggede rækkehuse, og ejer af TA Montage, der har stået for udførelsen af entreprisen.  

Færre arbejdsgange og mindre affald 
YTONG Energy+ er en byggeblok fremstillet af naturlige råstoffer som sand, kalk og vand, der samler både facade, isolering og indervæg i én og samme enkle byggekomponent.  

- Vi har været vant til at arbejde med træ, isolering og fibergipsplader i vores tidligere byggeprojekter, så det faktum, at vi med porebetonblokkene kun skal arbejde med et enkelt materiale, er jo i høj grad med til at spare arbejdsgange og dermed gøre processen mere enkel, tidsbesparende og ikke mindst billigere, fortæller Thomas Andersen og fortsætter: 

- En anden stor fordel ved at bygge med denne type blokke er, at de producerer langt mindre affald end øvrige materialer. Udover at det naturligvis er positivt for miljøet, så har der været langt mindre restaffald at indsamle, som jo efterfølgende også skal bortskaffes forsvarligt, så igen er det en fordel i form af færre arbejdsgange og reducerede omkostninger.   

Alle kan arbejde med det 
For Thomas Andersen er der ingen tvivl om, at både ScanEstate og TA Montage vil anvende YTONG Energy+ igen ved fremtidige projekter.  

- Vi var virkeligt positivt overraskede over, hvor enkelt det var at arbejde med dette materiale. Det kræver ikke nødvendigvis en murer – en tømrer eller anden håndværker kan også sagtens håndtere det. Det er helt sikkert ikke sidste gang, vi bruger YTONG Energy+, slutter han af.