Aktuelt

Fremtidsprojekt sikres vugge-til-vugge-livscyklus med Xellas affaldsordning

byggeri med ytong

Det nyopførte udviklingsprojekt “Det Foranderlige Hus”, som er tegnet af Henning Larsen Architects og GXN for Realdania Byg, realiserer en fremtidsvision om morgendagens CO2-reducerede bygning. Vugge-til-vugge-livscyklussen omfatter en inddragelse af ressourceforbruget i hele bygningens levetid, hvilket betyder, at byggematerialerne genanvendes takket være den bæredygtige affaldsordning fra Xella.

Den 8.-10. november slog udviklingsprojektet Det Foranderlige Hus, der er tegnet af Henning Larsen Architects samt GXN og opført af totalentreprenøren Benée Huse for Realdania Byg, for første gang dørene op. Huset er opført for at belyse rammerne for fremtidens bæredygtige og CO2-reducerede byggeri, hvor ressourceforbruget inddrages i hele bygningens levetid.

Ressourceminimerende porebetonblokke
Det Foranderlige Hus er opført med uorganiske Ytong Energy+ porebetonblokke, der er certificerede af den internationale Cradle-to-Cradle organisation EPFA, samtidig med at de har et begrænset energiforbrug sammenlignet med andre byggematerialer. Jørgen Søndermark, der er projektleder hos Realdania Byg, forklarer:

- Anvendelsen af porebetonblokke som klimaskærm gør det enkelt og materialebesparende, når huset f.eks. skal bygges om eller udvides. Vægtypen er nem at bygge til, fordi man ikke har de mange lag med dampspærre mv., som kendetegner en traditionel væg. I Det Foranderlige Hus kan man derfor bygge videre og genbruge vinduespartierne, fordi vægopbygningen er enkel.

En bæredygtig og økonomisk løsning
Den markedsledende byggevareproducent Xella, som står bag porebetonblokkene, forsker i nedbringelse af CO2-udledning og har netop udviklet en effektiv metode til indsamling og genbrug af spildmaterialer fra byggepladsen. Den nye affaldsordning stod for alvor sin prøve i forbindelse med opførelsen af Det Foranderlige Hus og ifølge Klaus Benée, der er direktør hos Benée Huse, var ordningen en vigtig faktor i forhold til projektets succes:  

- I fremtiden bliver ressourceminimering og ikke mindst affaldsordninger noget, som hele byggeriet kommer til at praktisere. I den forbindelse illustrerer Xellas returneringssystem, hvor fordelagtigt det er at genanvende spildmaterialerne til ny produktion frem for at sende dem til destruering på lossepladsen for det samme beløb, udtaler han.

Ingen bortskaffelse og rod på byggepladsen
Affaldsordningen indebærer, at Xella selv indsamler, returnerer og genanvender restmaterialerne fra huse, der er opført af koncernens egne byggematerialer. På koncernens fabrik bliver materialerne knust og malet til sand eller granulat og dernæst genanvendt til nye produkter eller til industriel anvendelse. Xellas direktør Niels Jørgen Pallesen uddyber:

- Vores affaldsordning sikrer 100 pct. genanvendelighed af bygningens restmaterialer og reducerer derved udledningen af klimagasser fra bygningsaffaldet. På det rent praktiske plan løser ordningen både problemerne med bortskaffelsen af restmaterialerne og eliminerer desuden det grimme rod på byggepladsen.